Hvorfor bliver jeg så usikker i relationer?

Der er mennesker, som går gennem livet med en stille følelse af, at de ikke er helt, som de burde være.

Ikke fordi nogen nødvendigvis har sagt det højt.

Men fordi følelsen har sneget sig ind over tid.

Måske kender du den.

Måske tænker du mere over, hvad andre mener om dig, end du egentlig har lyst til.

Du læser måske en besked en ekstra gang og spekulerer på, om der gemmer sig noget mellem linjerne.

Du bliver urolig, hvis nogen virker anderledes end de plejer.

Du siger ja, selv om du egentlig mener nej.

Du mærker hurtigt stemningen i et rum og forsøger – måske helt automatisk – at tilpasse dig.

Eller måske længes du efter nærhed, men oplever samtidig, at den gør dig urolig.

Det kan føles, som om du hele tiden er lidt på vagt.

Som om du forsøger at gøre det rigtige, sige det rigtige eller være den rigtige, så du ikke mister kontakten til dem, du holder af.

Hvis du kan genkende noget af det, vil jeg gerne sige noget vigtigt.

Der er ikke noget galt med dig.

Det betyder ikke, at det, du oplever, ikke er svært.

Men ofte giver dine reaktioner langt mere mening, end du selv tror.

Når usikkerheden ikke kun sidder i tankerne

Mange beskriver, at de overtænker.

At de analyser samtaler igen og igen.

At de bliver usikre på, om de har sagt for meget.

Om de fylder.

Om de er gode nok.

Det kan være let at tro, at løsningen er at tænke anderledes.

Men usikkerhed i relationer handler sjældent kun om tanker.

Den mærkes ofte først i kroppen.

Måske som en uro i maven.

Et tryk over brystet.

En knude i halsen.

Et hjerte, der slår lidt hurtigere.

Eller en rastløshed, som kan være svær at sætte ord på.

Kroppen reagerer nemlig ofte, før tankerne gør.

Den forsøger ikke at gøre livet svært for dig.

Den forsøger at passe på dig.

Måske har du lært at passe ekstra godt på

Vi mennesker bliver til i relationer.

Fra vi er helt små, lærer vi - gennem kontakten med andre - noget om os selv og om verden.

Vi lærer, om vores følelser bliver mødt.

Om vi kan række ud efter hjælp.

Om vi må være præcis dem, vi er.

Eller om vi må klare os selv.

At vi skal være dygtige.

Tilpasse os.

Holde igen.

Fylde lidt mindre.

Nogle mennesker vokser op med tydelige svigt eller store belastninger.

Andre gør ikke.

Og alligevel kan de bære på den samme usikkerhed.

For nogle handler det også om at være født med et særligt følsomt nervesystem.

Et nervesystem, der registrerer stemninger, konflikter og kritik hurtigt.

Et nervesystem, som gør sit bedste for at beskytte.

Det er en måde at være i verden på.

Og nogle gange bliver den måde så krævende, at man mister kontakten til selv undervejs.

Når kroppen husker det, hovedet har glemt

Måske har du oplevet at tænke:

“Jeg ved jo godt, at der ikke er noget galt.”

“Jeg ved godt, at min partner elsker mig.”

“Jeg ved godt, at min ven nok bare har haft travlt.”

Alligevel falder kroppen ikke til ro.

Det kan være frustrerende.

For hvorfor reagerer kroppen så voldsomt, når tankerne godt ved, at alt sandsynligvis er okay?

En del af forklaringen er, at vores nervesystem ikke kun reagerer på det, der sker lige nu.

Det reagerer også ud fra de erfaringer, vi bærer med os.

Nogle erfaringer kan vi huske tydeligt.

Andre lever mere som en kropslig hukommelse.

Som en følelse.

En stemning.

En alarm, der går i gang, længe før vi når at tænke os om.

Derfor kan en kort besked, et aflyst møde eller en lille forandring i en relation vække en uro, som virker langt større, end situationen egentlig kalder på.

Ikke fordi du overdriver.

Men fordi dit nervesystem forsøger at beskytte dig.

Det giver mening – også når det er svært

Noget af det, jeg ofte oplever i terapien, er, at mennesker bliver lettede, når de opdager, at deres reaktioner faktisk giver mening.

Ikke nødvendigvis fordi problemerne forsvinder med det samme.

Men fordi skammen begynder at fylde lidt mindre.

Når vi forstår, at vores mønstre har haft en funktion, kan vi begynde at møde os selv med mere nysgerrighed og mindre kritik.

I stedet for at spørge:

“Hvad er der galt med mig?”

kan vi måske begynde at spørge:

“Hvad har jeg mon været nødt til at lære for at passe på mig selv?”

Det spørgsmål åbner ofte en helt anden dør.

En dør til forståelse.

Og forståelse er ofte begyndelsen på forandring.

Forandring begynder sjældent med at tage sig sammen

Mange kommer til terapi med et ønske om at holde op med at overtænker.

At blive mindre usikre.

At være mindre følsomme.

Men det er sjældent dér, forandringen begynder.

Den begynder ofte et helt andet sted.

Den begynder, når vi stopper med at kæmpe imod os selv.

Når vi bliver nysgerrige på det, vi mærker.

Når vi begynder at lytte til kroppen i stedet for kun at forsøge at kontrollere tankerne.

Og når vi opdager, at der under uroen ofte gemmer sig noget meget menneskeligt.

En længsel efter tryghed.

Efter kontakt.

Efter at høre til.

At finde hjem til dig selv

For mig handler terapi ikke om at blive en anden.

Den handler om langsomt at finde hjem til dig selv.

Til den del af dig, som måske har gemt sig bag bekymringer, tilpasning eller selvkritik.

Til den del af dig, som hele tiden har været der.

Når vi begynder at forstå os selv på en ny måde, sker der ofte noget stille.

Vi bliver ikke nødvendigvis mennesker, der aldrig bliver usikre.

Vi bliver heller ikke mennesker, som aldrig mærker uro.

Men vi bliver mennesker, der kan blive hos os selv, også når uroen viser sig.

Vi bliver bedre til at mærke vores egne behov.

Vi bliver bedre til at sætte grænser.

Vi bliver bedre til at skelne mellem det, der sker lige nu, og det, vores gamle erfaringer fortæller os.

Og måske vigtigst af alt:

Vi begynder langsomt at møde os selv med den omsorg, vi så længe har længtes efter.

Du har aldrig været forkert

Hvis der er ét budskab, jeg håber, du tager med dig fra dette indlæg, så er det dette:

Du har aldrig været forkert.

Måske har du gennem mange år troet, at du var for følsom.

At du tænkte for meget.

At du reagerede for kraftigt.

At du fyldte for meget.

Eller at du ikke var god nok.

Men hvad nu hvis dine reaktioner ikke er et tegn på, at der er noget galt med dig?

Hvad nu hvis de er et tegn på, at dit nervesystem har gjort sit allerbedste for at passe på dig?

Jeg tror, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de erfaringer, vi bærer med os.

Og jeg tror også, at vi kan lære nye måder at være i verden på.

Ikke ved at blive en anden.

Men ved langsomt at opdage, at vi aldrig har været forkerte.

Hvis du kunne genkende dig selv i noget af det, du har læst, er du hjerteligt velkommen til at kontakte mig.

Du behøver ikke vide præcis, hvorfor du reagerer, som du gør.

Det undersøger vi sammen – i dit tempo, med nysgerrighed, nærvær og respekt.